Tidlig vinhøst hos os den 24. august

Les Crochettes parcellen er vores ældste, plantet i 1964, og den har leveret klaser til de målinger, som afgør høststart i Soulieres i år.

Les Crochettes parcellen er vores ældste, plantet i 1964, og den har leveret klaser til de målinger, som afgør høststart i Soulieres i år.

af Solveig Tange

I Champagne står vi i starthullerne.

Det er vinhøst om få dage hos Champagne Tange-Gerard. Vi begynder den 24. august med de blå Pinot Meunier og Pinot Noir-druer.

I denne post fortæller vi dig mere om årets druer, der hænger sunde efter en sæson uden større problemer. Endnu engang har vi i år set, hvordan vejret er forandret. Især siden 2015 er det blevet tydeligt, at vi har flere varme og tørre end de mere traditionelle, våde og kølige somre. 2020 er ingen undtagelse.

Målinger bestemmer dato

Vores region roser sig gerne af sit godt udbredte system af korrespondenter, en vinbonde i hver landsby, der undersøger druer i deres parceller i ugerne før vinhøsten.

I Soulieres er det Alain, der samler og vejer druer i vores to parceller og presser dem.

Det hele bliver samlet op af Comité Champagne (du kan læse mere i Leksikon), der laver statistik og udsender tekniske synteser, der er forfattet af sammenslutningens forskere. Et nøgleelement i de vurderinger, som vi alle må foretage for at beslutte, hvornår vi skal begynde.

Fra måling gennem flere ugers til flere dage

I Champagne har gode druer et sukkerindhold, der giver en stille vin med et alkoholisk potentiale tættest muligt på de 11% vol. Samtidig er god syre afgørende for champagnes karakteristiske friskhed.

Jeg har boet i Champagne i snart 17 år, og i de fleste af disse år har korrespondenterne undersøgt deres druer gennem 4-5 uger, hvilket har givet mange tal og adskillige analyser. God tid til at komme op i tempo efter ferien. Men det var dengang.

I år var vi tilbage fra ferie inden den 1. august. For første gang nogensinde i 17 år.

Det gav tid til to prøver med to dage i mellem, og vi fik en enkelt opsamling tilbage. Møderne er holdt, og nu venter vi bare på at publicere start datoen efter det store fællesmøde den 15/8.

Prøver fra les Crocettes-parcellen, udtaget til de målinger, Alain laver for foreningen AVC, og som danner basis for at beslutte vinhøstens første mulige startdato for Soulieres’ parceller og alle de andre.

Prøver fra les Crocettes-parcellen, udtaget til de målinger, Alain laver for foreningen AVC, og som danner basis for at beslutte vinhøstens første mulige startdato for Soulieres’ parceller og alle de andre.

Sunde druer modner

Og hvad er så resultatet, spørger du måske. Hvad har vi hængende? Og hvor meget.

Sunde, gode druer, der har fået masser af sol og regn af og til. I disse sidste dage hæver de stille men støt deres indhold af sukker.

Lige nu mangler de stadig de sidste procenter. Tallene:

1) Pinot Noir- 8,7% - 8,0% den 10. og den 12. august

2) Pinot Meunier - 7,9% - 7,5% - samme datoer

3) Chardonnay - 6,3% - 7,1%. - samme datoer

Procenten er et resultat af tilfældigt indsamlede klaser, cirka 25 per prøve. Alain presser druerne, måler mostens temperatur og densitet for at bestemme indholdet af sukker.

Chardonnay-prøven ser ud til at have mistet sukker på to dage. Det skyldes formentlig, at mindre modne klaser er blevet plukket denne gang.

Grøn høst

Sommeren igennem har Alain klippet druer ned i Loisy-parcellerne.

“Det bliver jo alligevel en lille høst”, har han og mange andre skrevet, sagt og gentaget siden foråret. Krisen, du ved.

Netop i Loisy er ret mange klaser blevet grillet til ukendelighed efter to perioder med meget høj varme først i august. 20-30% er tørret væk i en af Chardonnay-parcellerne efter det første varmepeak, anslog han på det tidspunkt. Det er aldrig helt nemt at fastsætte.

Vi får se, om det overhovedet får nogen betydning.

Ventetid på kvotekilo

Endnu er der ikke enighed om, hvor mange druer vi skal plukke. Det aftaler champagnehuse og vinbønder, og i år har det ikke været muligt at lave en fælles aftale.

Vi er selv sådan nogen, der dyrker druer for at lave champagne, så vi håber på at få brug for dem alle.

Vores metoder i vinen er dyre. Høje udgifter og lave indtægter er en dårlig kombination. Vi håber på et rimeligt resultat den 18. august.

Kvaliten er i top. Blandt andet Comité Champagnes tekniske eksperter taler om intet mindre end “excellent”.

Især hvis vi følger det godt til dørs disse sidste dage, og vi har selvfølgelig tænkt os at gøre, hvad vi kan. Som altid.

Alain presser druerne hver for sig og måler derefter den ophobede sukkers densitet , hvilket giver en glimrende idé om modningsgrad.

Alain presser druerne hver for sig og måler derefter den ophobede sukkers densitet , hvilket giver en glimrende idé om modningsgrad.

Generelt: tidligt, rekordtid, kvalitet

Mere overordnet følger syntesen fra Comité Champagne, hvad vi også selv har konstateret.

Hovedlinjerne lyder:

  1. et super tidligt år

  2. en modning hvis dynamik slår alle rekorder

  3. potentielt højt alkohol niveau, højt indhold af syre og en endnu lav grad af modning

  4. fuld modning formentlig først ved højt alkohol potentiale nær 10,5-11% vol for Chardonnay og Pinot Noir og 10,0-10,5% vol for Pinot Meunier

  5. rigtig god kvalitet hvad druernes sundhed angår, men visse parceller, tidligere ramt af svampesygdommen oïdium, bør overvåges nøje

Det betyder, at druerne gerne må hænge forholdsvis længe.

Mod til mere modne druer

Øvelsen er at lade druerne modne mere. Også selvom modningsgraden har overskredet det tidspunkt, hvor man tidligere for længst ville have plukket.

Forskellen er det tørrere klima. Når det ikke regner, er der ikke stor risiko for sygdom. Især ikke, når der stort set ingen problemer har været i løbet af sæsonen.

Modnere druer kan til gengæld give bedre vine.

Selv har vi plukket vores druer så tæt på de 11% som muligt siden 2013.

Lynmodning på rekordtid

TIl sidst synes jeg, det er interessant at nævne, hvordan forfatterne af Comité Champagnes syntese nævner, hvordan druerne i den seneste uges høje varme er modnet, hvad der svarer til et trin på 2,6% vol for Chardonnay og lidt mindre for de to Pinot typer.

Noget lignende er aldrig tidligere målt i Champagne, nævner de.

For egen regning vil jeg godt tilføje, at vi ser mange små og større tegn på et klima i forandring. Det har især taget synlig fart siden 2015.

Foreløbig giver det os skønnere champagner end nogensinde før. Men det fortæller også, at vi må indrette vores abejde i vinmarkerne i endnu højere grad efter et nyt og faktisk ret ukendt vejr.

Mens vi glæder os til 2020.

Solveig Tange