Høst 2020: Klaser, krise og jonglering med små marginaler
Glæd dig: Et varmt 2020 har givet et flot udvalg af vine, der er på vej til at blive dejlig champagne.
Dem har vi klar til dig om nogle år, når oplevelserne fra et svært år forhåbentlig for de fleste af os vil være kondenseret til minder og et sjældent tab af momentum, som vi alle deler sammen.
At dyrke sin have er godt, når man vil bevare roen. Men at klippe druer virker også.
Klimamarginal: I Champagne foldede vinknopperne sig ud i karantænetidens fantastiske vejr først i april. Vinen lærer os fra år til år, at vi arbejder i et tydeligvis forandret klima, hvor det nu primært regner i den kolde tid.
Den smule regn, som vi nød gennem sommeren, var nok til at give druerne lidt vægt men ikke til at gøre dem syge. Resultat: Sunde, smukke, små druer, der er certificeret bæredygtige (mere information i paragraffen Vores historie).
Klasemarginal: Fra blomst sidst i maj til høststart den 24. august gik der godt 85 dage. Langt fra de 100 dage, der var reglen for 10 år siden.
Vi indså for flere år siden, at “normal” ikke findes mere. Derfor var vi tilbage fra ferie før den 1. august for at måle sukkerudvikling: Grundlaget for at beslutte, hvornår vi klipper den første drue. I 2020 blev beslutningen kompliceret af, at Pinot’erne modnede i en sprint, mens Chardonnay’erne bremsede hovedkulds op.
Vi måtte udskyde starten i tre dage, og kunne så plukke de klaser, der sad tilbage, efter at Alain sommeren igennem havde tyndet ud i frugten (grøn høst).
Færre klaser modner bedre, og vi regnede på intet tidspunkt med at skulle plukke mange klaser i et kriseår. Sommerens nedklipning blev dermed en etape frem mod få og modne klaser i stedet for dobbelt så mange men mere umodne klaser.
Beslutninger, der desuden gav god, indre balance mellem det søde sukker og den nødvendige syre.
Og også høstgæster, der aldrig har haft champagnedruer i munden før, kunne værdsætte, hvor godt de smager direkte fra vinstokken.
Vi synes, at det er det mest interessante sted at begynde sin opdagelse af, hvad champagne er, når det er muligt.
Og dejligt for os at modtage gæster i Soulières igen. Med mundbind, når vi er indenfor, javist. Sådan er det i dette anderledes år. Vi indretter os, som vi bedst kan.
Krisemarginal: Lad os sige det, som det er: Vi har aldrig plukket så få druer (32 tons). Vi har aldrig været færre i rækkerne. Vi kommer forhåbentlig ikke til at lave så få flasker igen.
Du har måske hørt om sommerens “krig i Champagne”, hvor et svært kompromis måttes findes mellem champagnehuse og vinbønder, der har forskellige begrænsninger og hensyn. Dt handlede om, hvorvidt vi skulle plukke druer til at lave få eller flere flasker champagne, og det endte med omkring 20% mindre end et mere almindeligt år.
Vi sidder selv på grund af vores størrelse i problematikker til halsen, og måtte opgive at lave en parcelchampagne i år. Investeringen er for stor, det samlede antal flasker for få og logistikken umulig.
Til gengæld kan vi tilgodese hele det klassiske batteri af champagner med druer, most og ny vin i forventet topkvalitet.
Kvalitetsoverflod: Den første alkoholiske gæring er slut nu, og den malolaktiske gæring er i vente for de vine, der ikke skal bruges til årgangschampagner. De helt usædvanligt sunde druer har udviklet sig til vine med et godt indhold af syre, og som ser rigtig lovende ud.
Det er stadig for tidligt at udtrykke sig i mere end generelle vendinger om denne årgangs potentiale. De blå druer var virkeligt modne, og Chardonnay-druerne lidt mindre, med klassiske citrus-aromaer snarere end de aromaer af kogt frugt, vi har bemærket de senere år.
Nu glæder vi os til at lave dejlige champagner med druerne fra 2020. De næste år vil vise os hvor gode, de bliver.
Heldigvis behøver ingen at vente med tomme glas: Vi sælger vores single parcelchampagner fra 2013, 2014 og 2015, Blanc de Blancs, to slags rosé champagner og Selection i mellemtiden.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Høsthilsener fra Alain Gérard & Solveig Tange,
Soulières, september 2020